
Pressemeddelelse
Omvendt Robin Hood:
Regeringen fører krig mod rygerne
Regeringens annoncerede afgiftsstigninger på tobak er ikke kun
et brud på skattestoppet. De er også direkte skadelige for det
danske samfund på en lang række områder:
· De er skadelige for rygernes
økonomi, dvs. de lavtlønnedes økonomi.
· De er skadelige for
skattemoralen, fordi mange rygere vil købe ulovlig tobak.
· De er skadelige for
betalingsbalancen på grund af øget grænsehandel.
· De forøger de kriminelle
aktiviteter - cigaret-dørsalg vil brede sig hertil som i Irland.
· De gør det endnu mere
interessant for ungdommen at begynde at ryge, ligesom i Irland.
Høje tobaksafgifter nedsætter
ikke sundhedsudgifterne, hvilket allerede er demonstreret verden
over. Regeringens fikse ide om, at færre rygere giver længere
dansk levetid, hviler også på uvidenhed. Andre landes folk ryger
langt mere end danskerne og lever 3 år længere.
Til
gengæld vil livskvaliteten forringes yderligere for de 25% af
danskerne, der ryger, når regeringen fortsætter med at føre krig
imod dem.
Kort og godt: Dette er omvendt Robin Hood-politik. Den vil tage
fra de fattigste og give til den rige forebyggelsesindustri og
dens endnu rigere sponsorer i medicinalbranchen, som man
åbenbart gerne vil skaffe flere kunder. Med yderligere
sundhedsudgifter til følge.
Regeringen er uvederhæftig, når den siger, at hensigten er at få
flere til at holde op med at ryge. Det er indbildning.
Forslagets egentlige intention er at dække det enorme hul i
statskassen, som regeringen har skabt ved at tillade den
offentlige sektor at vokse så voldsomt. Dette gælder ikke mindst
forebyggelsesindustrien.
Dette forslag er en skændsel for en borgerlig regering. Den
slags forslag har det med brede sig til andre områder som en
ukontrollabel kræftsygdom. De fører til undergang for økonomien,
til mere kriminalitet - og de underminerer danskernes generelle
accept af den politiske verden.
(Danmarks Rygerforening, den 26. februar 2010)