NaboBrok
spøger igen…
Hele
beslutningsapparatet er nu kørt i stilling. Statens
byggeforskningsinstitut, Kræftens Bekæmpelse med Inge Haunstrup
Clemmesen i spidsen samt SF som nu vil bringe sundhedsminister
Jacob Axel Nielsen i høring med såkaldte § 20 spørgsmål. Nu skal
rygerne kanøfles (igen) – denne gang for at ryge i vores egne
hjem. Men lad os starte med begyndelsen…
Den
10. december 2008 bringer Ekstrabladet en artikel under
overskriften: Din nabos stank kan gøre dig syg: Artiklen
handlere om, at nogle panelsnusere har fået den idé, at røg kan
sive fra lejlighed til lejlighed og derfor skal statens
byggeforskningsinstitut undersøge sagen.
MetroXpress bringer
opfølgningen på historien den 11. januar 2010. En bizar artikel,
der i den grad demonstrerer, at man vil chikanere rygerne,
uanset om der er belæg for det eller ej.
Allerede i de fede
overskrifter må man, som læser, undre sig. Artiklen proklamerer,
at: ”De hysteriske panelsnusere nu har videnskabens ord for, at
de udsættes for tobaksforurenet luft”.
Er pivutætte
saneringsmodne ejendomme mon repræsentative for boligmassen i
Danmark?
336 kubikmeter luft
siver der angiveligt i døgnet fra bolig til bolig i de 20
boliger, som statens byggeforskningsinstitut har undersøgt. Det
svarer til et stort svømmebassin på 14x6x4 meter fyldt med luft
- Sikke dog en gennemtræk – Man skulle da mene, at beboerne i
disse 20 pivutætte boliger må være mere plaget at træk og
kummerlige boligforhold end af lidt fortyndet røg fra naboen.
Statens
byggeforskningsinstitut har brugt lige godt et år på, at
konstatere, at disse 20 ekstremt utætte byggerier rent faktisk
er så utætte, at der siver luft fra bolig til bolig og at denne
luft måske indeholder partikler fra tobaksrøg.
– Men er det
farligt? Er det andet end en lugt som så mange andre lugte fra
naboerne i etageejendomme? Det viser undersøgelsen ikke noget
om. Til gengæld gør man meget ud af, at give indtryk af, at den
gør det…
Der er måske
ingen risiko
Herefter – stadig i
de fede overskrifter – skriver MetroXpress, at dette fænomen
ifølge ”eksperterne” udgør en ”potentiel sundhedsrisiko”.
Sikke dog en
ekspertpåstand! ”Måske er det farligt? - men vi ved det
altså ikke!” kunne der lige så godt have stået, men det
er selvfølgelig meningen, at læserne af budskabet skal hæfte sig
ved ordet ”sundhedsrisiko” og ganske overse ordet ”potentiel”.
Og ikke mindst ryste i bukserne over at det er ”eksperter” der
har fremført udtalelsen… Uha uha…
Store overskrifter,
fordi der, måske, er en risiko – men der er vel implicit i denne
påstand også måske INGEN RISIKO! Uvisheden skriger til himlen…
Statens bygeforskningsinstitut har brugt et år på at finde ud af
… ingenting… men de får 1½ sides antirygerpropaganda ud af dét
”ingenting”.
Man har fundet
nogle partikler, som man ikke ved, hvad er for nogen
”Det KAN påvirke
helbredet, men det er VANSKELIGT at VURDERE risikoen, fordi vi
IKKE ved, hvilken KEMISK SAMMENSÆTNING partiklerne har” står der
nede i selve artiklen.
Altså, - der er
fundet nogen partikler, som man ikke ved hvad er for nogen –
hvordan i alverden kan man så vide, hvor de kommer fra? – eller
hvilken indflydelse de har på menneskers helbred? Hvis man ikke
ved hvilke kemiske sammensætninger, der er på de partikler, der
vandrer fra lejlighed til lejlighed, hvordan kan man så vide, at
partiklerne stammer fra tobaksrøg og ikke fra f.eks. madlavning,
rengøringsartikler, byggematerialer (f.eks. asbest, det er der
meget af i ældre byggerier), prutter – ja måske ligefrem fra
gadeforurening, der er trukket fra gaden til en lejlighed og
derfra videre til næste lejlighed og så videre…
Nå men – uagtet, at
de ikke kender den kemiske sammensætning på de partikler, de har
fundet, så konkluderer statens byggeforskningsinstitut, at
næsten 10 % af de ultrafine partikler fra cigaretrøgen siver op
til overboen. Har de mon haft synske konsulenter på opgaven?
Artiklens nonsens
er ”Hvidbogen om passiv rygning” og ”Garage Eksperimenterne” om
igen. Man kan registrere nogle partikler – sikkert med
tvivlsomme måleinstrumenter - men man har ingen som helst ide
om, hvad disse partikler er eller gør. Men det er ”EN GOD
HISTORIE” som nok skal gøre en hel masse partikelforskrækkede
mennesker stressede og bekymrede – og ikke mindst enormt vrede
på rygerne.
Og - Det er en
meget vigtig detalje i propagandaens verden. Det er selve
meningen med artiklen, at så mange læsere som muligt skal blive
enormt bekymrede og vrede på rygerne, så de foranlediges til at
hjælpe sundhedsfascisterne med at lægge pres på rygerne – ja
måske ligefrem at behandle rygerne som pariaer – også i deres
egne boliger.
Der er ingen
nedre grænser… (Dem har de ikke ”fundet på” endnu…)
Inge Haunstrup
Clemmesen (Kræftens Bekæmpelse) udtaler sig i artiklen: ”Der
findes ikke nogen nedre grænse for skadelighed med hensyn til
udsættelse for tobaksforurenet luft”.
Hold da op, - det
er da flot! Staten har ellers meget travlt med at retfærdiggøre
nedre grænser for alverdens gift i vores fødevarer med
henvisning til ”Grænseværdier”! Vi skal ikke bekymre os om
nitrit og andre kræft- og allergifremkaldende stoffer i maden,
for det er jo ikke ret meget gift de hælder i vores fødevarer –
i små mængder går det nok… måske.. og skulle befolkningen
alligevel gå hen og blive syge ad åre, så gør det ikke (staten)
noget, for så kan man jo bare påstå at sygdommene og dødsfaldene
skyldes rygning… (eller alternativt passiv-rygning, hvis det er
en ikke-ryger, der bukker under – så er staten helt dækket
ind).
Når der ikke findes
nogen nedre grænser for skadelighed med hensyn til tobaksrøg, så
skyldes det blot, at hele problematikken omkring
partikelhysteriet bygger på gætterier – man kan ikke dokumentere
nogen dødelig effekt af passiv-rygning, og dermed skyldes det
altså ikke, som nogle læsere kunne foranlediges til at tolke
udsagnet, at selv de mindste mængder tobaksrøg er skadelige
eller dødelige. Når man ikke kan dokumentere effekten af massiv
påvirkning af andres røg, så har de fortyndede påvirkninger nok
næppe nogen målelig effekt.
Men - Hvis
sundhedseksperterne bekymrer befolkningen i tilstrækkelig grad
og længe nok, så skal befolkningen nok gå hen og blive syge på
et tidspunkt. Altså af, at bekymre sig. Bekymringer er nemlig
skadeligt for helbredet. Det fører blandt andet til stress,
udbrændthed, søvnproblemer, depressioner og belastning af
hjertet. Livskvalitet bliver helt sikkert væsentligt forringet
og i værste fald kan man dø af det!
Fuldkommen skæv
undersøgelse med stor propagandistisk effekt
Undersøgelsen er
åbenlyst på ingen måde repræsentativ for boligmassen i Danmark,
og de partikler man har fundet ved man ikke en fløjtende fis om
- men på trods af skævhed og uvidenhed, er der stor risiko for,
at undersøgelsen vil komme til, at danne grundlag for endnu et
lovindgreb til gene for rygerne – Denne gang på boligområdet.
SF er i disse dage
i fuld gang med at stille kritiske § 20 spørgsmål til høring af
sundhedsministeren på baggrund af denne tåbelige og
rygerfjendske propagandaundersøgelse – og med Jacob Axel
Nielsens mildest talt nedladende syn på rygerne, så skal der nok
komme indgreb fra den kant meget snart. Eksperterne har jo talt
Vi kan så bare håbe
på, at fornuften vinder og beslutningstagerne stiller krav til
boligernes standard som svar på denne bizarre historie.
Vi må ikke mobbe
panelsnuserne
Inge Haunstrup
Clemmesens har endnu et citat med som sådan et lille ekstra
krydderi til artiklen: ”Nu er det SLÅET FAST, at EN DEL af
naboens røg havner i andres hjem. Det åbner for, at OFRENE nu
kan tale ÅBENT om de PROBLEMER og BEKYMRINGER, det giver at være
UDSAT for tobaksrøg i de mange timer, man opholder sig i sit
hjem”.
Altså – Inge
Haunstrup Clemmesen har hermed slået fast, at hun mener, at vi
ikke må grine af og latterliggøre det tåbelige kvindemenneske,
der lå med røven i vejret i tv og snusede til panelerne for at
få lidt glæde af naboens tobaksrøg.
Mon de så også
opretter krise-selvhjælps-grupper i Kræftens Bekæmpelse til
OFRENE (altså panelsnuserne) nu? Det er de da næsten nødt til,
for det er jo Kræftens Bekæmpelse selv, der spreder angst og
hysteri i befolkningen. Panelsnusere og deres hysteriske jagt på
fortyndet røg er jo blot en logisk og forventelig konsekvens af
Kræftens Bekæmpelses skræmmepropaganda. Men det Inge Haunstrup
Clemmesen mener, er desværre nok, at vi skal døjes med
panelsnusernes beklagelser i medierne fremover…
Hvor er
journalisternes faglige stolthed blevet af?
Det kan undre, at
de journalistiske medier giver totalitære personager som f.eks.
Inge Haunstrup Clemmesen frit spillerum til deres samfunds- og
frihedsnedbrydende skræmmepropaganda. Der er ikke et eneste
kritisk modspørgsmål til denne undersøgelse i artiklen. Er der
da virkelig ingen i den journalistiske verden, der har mod til
at stoppe det latterlige men frygteligt fatale cirkus, der
udspiller sig om ørerne på befolkningen?
Men journalisterne
tør måske ikke være kritiske af angst for at miste
reklameindtægter til deres arbejdspladser. Sundhedsstyrelsen og
Kræftens Bekæmpelse er utvivlsomt ekstremt gode kunder.
Godt vi har
vores tobak
Staten og Kræftens
Bekæmpelses udøver helt åbenlyst psykiske tortur af rygerne
igennem deres hetz og intimiderende propaganda. Hvis man ikke
bliver skræmt tilstrækkeligt af det, så kan man da supplerende
bekymre sig om fremtiden som borger i et George Orwellsk Danmark
med udtalt brug af syndebukke politik – flertalsdiktatur –
dagsordner sat af totalitære sundhedsfascister – propagandistisk
hjernevask af befolkningen – svindel med videnskab og statistik
så ingen længere ved hvad der er rigtigt eller forkert – borgere
der stikker hinanden – videoovervågning etc. Hvad skal det dog
ende med?
Det kræver
efterhånden en hel del tobak, at forblive årvågen – at bevare
koncentrationen, humøret, roen og overblikket.
(Danmarks Rygerforening, den 16. januar 2010)