Gi' mig Danmark Tilbage
Den 24. juni 2007 døde den danske sangerinde
Natasja Saad i en trafikulykke mens hun var på ferie på
Jamica. Dermed mistede Danmark en engageret, kunstnerisk
personlighed med ståsted på den politiske venstrefløj.
Som debattør var Natasja meget opmærksom på strømninger i
tiden. Det fremgik af hendes musik. Det sidste musikalbum fra
Natasja udkom først efter hendes død. Det var albummet “I
Danmark er jeg født”. Meget af hendes kunstneriske virke
handlede om sociale fænomener. Et af temaerne hun arbejde med
var tolerance. Det var også tilfældet på albummet “I Danmark er
jeg født”. Et af numrene, sangen “Gi'
mig Danmark Tilbage” handler netop om tolerance.
I sangen hylder Natasja den tolerance som hun var vokset op
med i Danmark, og som hun havde set svinde ind sidst i 1990'erne
og indtil hendes død. Af teksten til “Gi' mig Danmark Tilbage”
fremgår det at hun er kritisk overfor det tab af tolerance som
Danmark har gennemgået på et årti. Hun er specielt kritisk
overfor den rolle som Dansk Folkeparti har haft overfor
holdningen til danskere af fremmed herkomst. Det kan ikke undre
med Natasjas dansk-sudanesiske baggrund. Men Natasja var
opmærksom på andre tilsvarende strømninger. Også den tiltagende
intolerance overfor rygerne havde hun registreret. Det bekymrede
hende meget. Fra teksten til “Gi'
mig Danmark Tilbage” skal fremhæves følgende:
Ekshippier, skabsrygere der
vælger at tie.
Kom nu i gang I har vist noget I skal sige.
Det er klar tale.
Natasja havde tydeligvis registreret at rygerne var under det
samme pres som andre 'udstødte' grupper. Hendes direkte
opfordring er ikke til at tage fejl af -
“I har vist noget I skal sige”....
Ja, mon ikke vi har noget at sige! Dagligt bliver vi beskyldt
for at begå massemord med udgangspunkt i kreative statistikker
med betegnelsen 'passiv rygning videnskab'. Det kan nok være at
Natasja genkendte den hadefulde retorik som anvendes overfor
rygere, og som givetvis var blevet hende selv til del på andre
områder.
Som rygere skal vi lære at spidse albuerne og tage til
genmæle. Det er Danmarks Rygerforenings mission. Den mission
tager vi meget alvorligt. Så et godt råd fra Natasja Saads “Gi'
mig Danmark Tilbage” skal vi nok vide at tage imod.
Natasjas politiske ståsted var som nævnt på venstrefløjen.
Det er denne politiske venstrefløj der i dag udgyder de største
hadefuldheder imod rygerne. Hvordan kan det være at
venstrefløjen ikke lytter til en af sine stærkeste agitatorer?
Hvorfor er venstrefløjen optaget af at æde sine egne – det er jo
dog dem nederst i samfundet der ryger mest..... Er det ikke dem
venstrefløjen bryster sig af at representere?
Uanset hvad man måtte mene om Natasjas politiske ståsted,
hendes budskaber og den musikform som hun dyrkede så er der
meget at blive klog på i “Gi' mig Danmark Tilbage”. Den
videoudgave af “Gi' mig Danmark tilbage” som vi linker til er
ret speciel i sit grafisk udtryk. Der bruges mange visuelle,
psykologiske primitiver som kendes fra propagandaens verden. Der
er således ingen tvivl om at Natasja kendte til propagandaens
metoder. Dem skal enhver debattør og meningsdanner kende.
Natasja var ingen undtagelse.
(Danmarks Rygerforening, den 14. juli 2009)