Nyborg Strand Stikkerhotel
Rygning er så dæmoniseret at stikkeri er begyndt at høre til dagens
orden. På Hotel Nyborg Strand er stikkeriet sat i system. Hotellet har
forbudt rygning på værelserne. Personalet på hotellet er trænet i at
være opsnusere af den formastelige tobaksrøg. Stuepigerne og
rengøringsassistenterne gennemroder papirkurve for at finde
cigaretskodder. Hvis man bliver grebet i at værelset lugter af tobaksrøg
eller der er skodder i papirkurven, så falder fars hammer. Man bliver
banket 1.000 kroner for at ryge på sit værelse.
Rygernes reaktion er besynderlig. Hvor er protesterne imod denne form
for diskrimination? Hvorfor lader de sig overhovedet indlogere på et
hotel med rygeforbud? Hvorfor finder de sig i at blive udspioneret?
Hvorfor betaler de 1.000 kroner for ingenting?
Det er naturligvis den fuldkommen ensidige og negative kampagne imod
rygerne der er årsag til denne udvikling. Det der er mest forunderligt
er at rygernes mistanke ikke er vakt i stor stil. Passiv rygning
pseudovidenskaben spiller sin rolle. Hvis man kan flette sine uhyrlige
beskyldninger ind i noget statistik så glider det hele meget lettere.
Vær vis på at meget mere af denne slags pseudovidenskab allerede er
taget i brug. Flere af disse kneb vil blive taget i brug.
For at vende tilbage til Nyborg Strand Hotel, så er der mere. De
1.000 kroner som rygere bliver flået for, for at ryge på et hotelværelse
bliver sendt videre. Hotellet proklamerer med stolthed at de 1.000
kroner bliver sendt til Kræftens Bekæmpelse. Med sådanne tiltag er det
ikke svært at se hvorfor Kræftens Bekæmpelse vil have rygeforbud. Det
makabre er at de forfulgte rygere på denne måde finansierer deres egen
undertrykkelse.
Vi må på det kraftigste tage afstand fra Nyborg Strand Hotel's
stikkerpraksis. Rygere bør under ingen omstændigheder lade sig indlogere
på hotellet. Så hellere overnatte under åben himmel. Kræftens Bekæmpelse
må under ingen omstændigheder få fat i rygernes penge. Hvordan kan nogen
ryger overhovedet finde på at betale for den slags?
Læs om
stikkerhotellet i Politiken den 14 maj 2008.
(Danmarks Rygerforening, den 14 maj 2008)