Rygeforbud fører til ruin
Det forhadte rygeforbud har nu varet i snart to år. Hvordan
går det egentlig med forbuddet?
Anti ryge fanatikerne lovede guld og grønne skove. Alle ville
elske rygeforbuddet. Specielt for restaurant- og
værtshusbranchen ville rygeforbuddet være en gevinst. Alle de
stakkels ikke-rygere der stod udenfor restauranter og værtshuse
og bævede af skræk over tobaksrøg ville strømme ind og skabe et
boom lige så snart rygeforbuddet var på plads. Sådan forudsagde
anti ryge fanatikerne.
Det er naturligvis overhovedet ikke gået sådan. Specielt
værtshusbranchen lider hårdt under rygeforbuddet. Det er hvad
man kan forvente, når kernekunderne er rygere.
Klaus Kjellerups analyse
Klaus Kjellerup har lavet en glimrende analyse af
situationen. Det er der kommet en fremragende artikel ud af.
Artiklen er offentliggjort på hans egen blog, og i det seneste
nummer af Restaurant og Cafe (DRC's foreningsblad). Artiklen kan
læses
her.
Bladet Restaurant og Cafe behandler temaet rygeforbud
her.
Essensen af den økonomiske analyse er at værtshusbranchen er
ramt af en nedgang på 7 % på grund af rygeforbuddet. Her skal
man tage i betragtning at undtagelsen for værtshuse på under 40
kvadratmeter har gjort at rygeforbuddet ikke har været så
skadeligt som det kunne have været.
Hvis undtagelsen ophæves, vil skaden ved rygeforbuddet blive
betydeligt værre end en nedgang på 7 %. Nedgangen har intet med
finanskrisen at gøre, for nedgangen satte skarpt ind umiddelbart
efter rygeforbuddet, længe før finanskrisen indtrådte.
Oplysninger som DaRy har kendskab til tyder på at sådanne
rygeforbud medfører at mindst
10 % af alle værtshuse vil lukke. De åbner ikke igen før
rygeforbuddet ophæves.
Klaus Kjellerups artikel bekræfter på glimrende vis hvad
erfaringen fra andre lande tilsiger. Rygeforbud er meget
skadelige for værtshus- og cafebranchen. De fører til økonomisk
ruin.
DRC's syn
Foreløbigt står det klart at DRC (Danske Restauranter og
Cafeer) ikke umiddelbart anser det for realistisk at ophæve
rygeforbuddet. DRC er på det mest bestemte modstander af
skærpelse af rygeforbuddet. DRC lægger ikke fingrene imellem når
de beskriver forventningerne til forslag om yderligere
rygeforbud. "Således vil forslag om forbud mod rygning på ude
serveringsarealerne, afskaffelse af 40 kvm reglen og nedlæggelse
af rygerum resultere i masselukninger og fyringer i branchen".
Danmarks Rygerforening er modstander af rygeforbuddet. Vi så
det helst ophævet. Det er vores langsigtede mål at rygeforbuddet
skal fjernes, så mennesker selv kan bestemme om der skal være
rygeforbud på deres ejendom eller ej.
(Danmarks Rygeforening, den 6. juli 2009)