Nedenstående er indsendt til pressen/medierne af et medlem.

Dato 5. januar 2012

Hjælp, jeg er dansker.
Jeg kan ikke spise sukkerbelagt tørkage. Slik, væk med det. Min krop er ellers fyldt med pragtfulde deller. Men jeg vejer for meget. Ud at løbe. Jeg jokker derudaf. Folk griner medlidende, når de overhaler mig. Men det er sundt, siger de danske meningsdannere. Og de har selvfølgelig ret. Som dansker får man fra medierne tudet ørerne fulde af helbredende sundhed. Nogle ører strutter.

Jeg mindes, da jeg voksede op i 50- og 60erne. Der var ikke mange tykke mennesker. Mine forældre og andre voksne røg cigaretter kontra slikspisning. I 70-erne var det ”fed ymer” bare at være. Der var kvindesagen. Lilla bleer. Hønsestrik. Flowerpower. Hashtåger. Alt var herligt. Man havde overskud til hinanden. Selv til originaler.

Jeg er stolt af at være dansker.
I 80-erne trivedes danskeren. Der var frihed for alle. Men i slutningen af årtiet var konservatismen sat i gang i Amerika. Vi grinede, når vi i medierne så og hørte, at restuarantspisende, amerikanske borgere blev forvist til gaden, hvis de skulle have en cigaret efter maden. Det ville aldrig kunne ske i Danmark.

Jeg er stadig stolt af at være dansker.
I 90-erne sætter forbudene så småt ind. Det bliver ”forbudt” at drikke alkohol på sin arbejdsplads. Medierne disker op med grusomme historier om arbejdende alkoholikere. Folk begynder at se skævt til ”dem.” Olieforureningen. Flyene. Bilerne. Det må vi danskere gøre noget ved. Men det er for svært. Vi skal helst have to biler. Køre børnene til skole. Til fritidsundervisning. Eller parkere dem foran fjernsynet. Vi har så travlt med at tjene penge til os selv. Vi får gourmetmad. Vi spiser burgere. Chips. Den danske fedme begynder. Vi har igen taget ved lære af Amerika.

Jeg er ikke stolt af at være dansker.
I slutningen af 90-erne og til i dag opfordrer meningsdannerne os til kæft, trit og retning. Nu er cigaretrygning på alles læber. Ikke-rygerne begynder at se skævt til rygerne. Kræftens bekæmpelse går ind for, at lige meget hvilken sygdom man har, er den rygerelateret. Folk må holde op at ryge. Medicinalfirmaerne får vind i sejlene. De laver nicotintyggegummi. Plastre. Piller. Spray. Forretningen går strygende. Medierne fortæller igen, hvor sundhedsfarligt det er at ryge. Folk holder op i hobetal. Sundhedsapostelene gør deres indtog.

Det bliver forbudt at ryge i alle fly. Toge. På restuationer. På caffeer. Den ikke-rygende dansker hoster højlydt og ser vredt på udendørs rygende dansker. Skoddene hober sig op. Kommunerne vil åbenbart ikke sætte askebægere op. Det er kun ovre i Sverige, man kan lægge skoddet i de allestedsværende askebægre. Men ikke i Forbudsdanmark.

Priserne på bl.a. slik, fløde, alkohol og cigaretter går op. Disse varer er nemlig sundhedsfarlige. Men det er ikke sundhedsfarligt vente på toget på Nørreport station, selvom man råsluger forureningen fra dieseltoge. Sagde jeg, at rygning er forbudt på denne station?

Foråret 2012 skal rygeloven tages op til endnu en stramning. Det går partierne SF og De Radikale ind for. De små rygende værtshuse er i farezonen for lukning. Så må rygerne blive hjemme. Alene. Ensomme. Få en stille øl med sig selv. Hvis man gider. Fælleskabet med værtshusvennerne ryger.

Jeg er flov over at være dansker.
Jeg undres over, at så mange mennesker retter sig ind i små, firkantede kasser. Der er ikke plads til mennesker, der har en divergerende holdning til tilværelsen. Firkantede mennesker mener ikke, at de kan bruge outsideren, den observante, tænkeren, frihedskæmperen til noget. Jeg undres. Vi er ikke blevet klogere.

Er det virkeligt rigtigt, hvad Nazitysklands propagandaminister Goebbels udtalte under krigen? ”Man skal bare gentage en løgn så mange gange, at løgnen bliver sand”.

Otopi?
Mit otopiske håb er, at danskeren igen får lov at bestemme over sig selv.