- Puh, hvor det altså lugter! Ka’ du ikke slukke den osepind?

Sådan hører vi rygere ofte især vores ikke-rygende medmennesker kommentere biproduktet af vores nydelse af tobak – røgen. Og måske har de ret. Deres vedholdende og udtalte mishag mod vores tobaksrøg kunne tyde på det.

I min egen omgangskreds er det især røgen fra mine cigaretter, der afføder rynkede øjenbryn.

Anderledes går det, når jeg nyder en pibe tobak.
Det er så hyggeligt, når du ryger pibe, og det dufter så rart, hører jeg tit, når jeg nyder et stop tobak. Piberygning er forbundet med hygge og vederkvægelse, kunne det tyde på. Selv i denne røgforskrækkede tidsalder.

Cigarrøg har et anderledes image. De fleste skyr cigarrøg. Underligt, synes jeg, fordi cigarrøg i mine øjne – rettere, i min næse - har samme aromatiske liflighed som piberøg.

Er cigaretrøg dømt ude? Og er piberøg hyggelig, rar og accepteret?
Den stakkels cigars røg – er den aldeles bandlyst?

Jeg fornemmer, at mishaget mod tobaksrygning generelt ikke så meget er affødt af de sundhedsmæssige aspekter ved rygning, men snarere udspringer af en aversion mod selve lugten af røgen.

Er holdningen til rygning også - eller måske snarere kun - et spørgsmål om lugten fra røgen?

Venligst

Stefan Garvig