Forbudskommissionens befalinger:
Af Søren Højbjerg og Majbritt Carlsson
Under stor mediebevågenhed offentliggjorde regeringens
forbudskommission sin rapport om, hvordan danskernes levevis kan
manipuleres med påskud i sundhed. Det skete den 21. april 2009.
Forbudskommissionen rejser spørgsmålet om, hvor meget staten kan
tillade sig at blande sig i individets levevis. Spørgsmålet kan
i realiteten besvares meget enkelt. Staten skal overhovedet ikke
blande sig. Vi ser, at lige så snart staten blander sig i noget
spørgsmål, der angår individets levevis, så ender det med, at
man med bureaukratisk nidkærhed regulerer og begrænser individet
ned til mindste detalje.
I det følgende vil vi gennemgå de 8 befalinger i
forbudskommissionens rapport, der omhandler rygning.
1. Tobaksafgiften fordobles i forhold til niveauet i
2009 gennem forhøjelse af stykafgiften, så prisen for en
pakke cigaretter bliver ca. 50 kr. Tobaksafgiften
pristalsreguleres løbende.
Den uundgåelige konsekvens af dette er, at salget af
kontrabandecigaretter vil stige til mellem 20 og 40 %. Dette
dokumenteres af erfaringer fra Irland, Storbritannien, Norge og
Canada. Hvis folketinget vedtager dette, så skaber lovgiverne,
med åben pande, kriminalitet. Den langsigtede konsekvens vil
være, at kriminelle operatører helt overtager handelen. Dette
vil medføre gadekampe, skyderier og mord, når banderne kæmper om
tobaksmarkedet.
2. Rygning forbydes indendørs, bortset fra i eget
hjem.
Internationale erfaringer demonstrerer at ca. 10 % af alle
værtshuse lukker i kølvandet på et rygeforbud. En del af de
tilbageværende værtshuse vil overleve ved, at bryde
rygeforbuddet og endelig vil der opstå smugværtshuse. I USA
kaldes sådanne smugværtshuse ”Smokeeasies”.
Et totalt forbud mod rygning på værtshuse skriger på civil
ulydighed. På grund af civil ulydighed blandt rygerne har
myndighederne i Holland fuldstændig opgivet, at håndhæve
rygeforbuddet. Hollænderne ryger, hvor det passer dem. Med de
foreslåede begrænsninger vil rygerestriktionerne i Danmark blive
strammere end de er i Sverige. Svenskerne slår sig på lårene af
grin. De har, med forbudskommissionens rapport i hånden, helt
uden diskussion, overtaget håneretten over danskerne. Svenskerne
har for længst erfaret, at man ikke kan berøve en befolkning
dens nydelsesmidler.
3. På alle uddannelsesinstitutioner forbydes rygning
på institutionernes område.
Dette tjener to formål. Det ene er at udstille rygere
negativt. Det vil forøge hadet imod rygere. Det andet er et
forsøg på, at skabe præcedens for, at gennemføre rygeforbud
udendørs. Det er en del af forberedelserne til et fremtidigt
totalt tobaksforbud.
4. Der indføres forbud mod synlighed af tobaksvarer på
salgssteder.
Denne befaling går ud på at afnormalisere tobak som
handelsvare.
Konsekvensen vil være, at alle forhandlere af tobak får en
engangsudgift til nyt inventar og ændret indretning af deres
forretninger. Der ud over opstår en merudgift til besværlig
betjening af aflukkede skabe. Da tobak sælges med vejledende
udsalgspriser, så vil udgifterne til disse tiltag lægges på
andre varer. I sidste ende bliver det kunderne (også
ikke-rygerne), der kommer til at betale for alt dette.
Oven i dette tvinger befalingen de forretningsdrivende til, at
skjule de varer som de lever af at sælge. Det er ren chikane af
selvstændige erhvervsdrivende.
Befalingen har ingen effekt på rygernes køb af tobak.
Forbudskommissionen påstår, at forbuddet vil afskaffe et
impulskøb af tobak, som ikke eksisterer. Tobaksprodukter
impulskøbes ikke.
Hvis tobaksprodukter er skjulte, så vil det være sværere for nye
producenter, at komme ind på tobaksmarkedet. Det betyder, at
konkurrencen på tobaksmarkedet fastfryses til skade for
forbrugerne. I værste fald vil kontrabande salg være den faktor,
der bliver brugt til, at åbne for nye produkter.
Der er tale om rent chikane. Det tjener udelukkende det formål,
at lægge rygere for had.
5. Håndhævelsen af det eksisterende forbud mod salg af
tobak til personer under 18 år skærpes.
Den eksisterende lov om forbud mod salg af tobak til personer
under 18 år er meningsløs. Unge, der ønsker at købe cigaretter
og vandpibetobak, får fat i tobakken under alle omstændigheder.
Hvis unge mennesker kan skaffe to baner kokain, så kan de også
skaffe tobak.
En effektiv håndhævelse af loven vil alene forhindre de unge i,
at købe tobak i lovlige forretninger. Denne befaling vil presse
de unge ud i kontakt med kriminelle miljøer i stedet. Sælgerne i
de kriminelle miljøer handler selvfølgelig også med andre
”varer”, som nysgerrige unge mennesker interesserer sig for.
Konsekvensen af meningsløs lovgivning er, at befolkningens
respekt for landets love undermineres. Det vil selvfølgelig især
være de unge, der tvinges til ligegyldighed og lige netop i
denne sammenhæng, sker det med stor risiko for fatale følger.
6. Der indføres billedadvarselsmærkning på
tobakspakker.
Som begrundelse for billedadvarslerne står der i
forbudskommissionens rapport: ”Angstgenererede budskaber har
indflydelse på holdninger, intentioner og adfærd. Desto større
angst der genereres, desto værre opleves truslen og desto større
er modtageligheden og effekten”.
Regeringens forbudskommission lægger altså op til, at staten
bevidst skal påføre rygere et stærkt intimiderende psykisk
ubehag. Ud over at få rygerne til at holde op med at ryge er
formålet også, at få ikke-rygere til, at frygte røg så meget, at
de motiveres til på statens vegne, at tryne rygerne.
Det der lægges op til, minder til forveksling om psykiske
torturmetoder. Der er tale om en bevidst fornedrende og
intimiderende behandling af en gruppe i befolkningen, med
henblik på, at gennemtrumfe en politisk dagsorden. Man
tilsidesætter grundlæggende menneskerettigheder, for med
djævelens vold og magt, at tvinge befolkningen til, at leve på
en bestemt måde.
Vi vil på det allerkraftigste opfordre alle rygere til, at bruge
cigaretetuier og tobakspunge, så vi ikke er med til, at udsprede
propaganda imod os selv.
7. Rygestopkurser tilbydes af alle kommuner. Der
lægges ekstra vægt på rekruttering af ressourcesvage og
unge. Der udvikles effektive rygestoptilbud, der kan mindske
barrierer for at rekruttere disse grupper.
Rygere i stor stil ignorerer de allerede eksisterende
rygestopkurser. De er ligeglade med dem. Rygestopkurser
appellerer kun til de mindst ivrige rygere. De rygere, der er
tilbage i dag, er de mest dedikerede rygere.
Det er mistænkeligt, at forbudskommissionen anbefaler brug af
nikotinerstatningsprodukter og medicin, når medicinalindustriens
egne kliniske forsøg med nikotinerstatningsprodukterne viser, at
de fejler i 91 til 98 % af alle tilfældene. Forbudskommissionen
anbefaler altså brug af rygestopprodukter, der dokumenteret ikke
virker.
Den receptpligtige rygestopmedicin kan have overordentligt
alvorlige bivirkninger som for eksempel selvmordstanker og
selvmordsforsøg. Selv de mindst farlige kendte bivirkninger
overskygger massivt ubehaget ved, at stoppe uden hjælpemidler.
Rygestopkurser virker ikke på mennesker, der er blevet skræmt og
presset til at deltage. Disse rygere vil begynde, at ryge igen,
så snart effekten af kurset aftager. Det er spild af tid og
penge. Hvis et rygestop skal gennemføres, så skal ulemperne ved
ikke at ryge være mindre end fordelene ved at ryge. Fordelene
ved at ryge forsvinder ikke, selv om man er blevet hjernevasket,
trynet og truet til et rygestop.
Hvis man ønsker, at holde op med at ryge, men gerne vil
fortsætte med at bruge tobak, kan man tage til Sverige og købe
portionspakket snus. Alternativt kan man bruge skrå eller løs
snus, som kan købes i Danmark.
8. Centrale aktører som almen praksis, sygehuse og
arbejdspladser tilskyndes til at motivere og henvise til
rygestopkurser.
Denne idé går ud på, at forvandle sygehuse og arbejdspladser
til opdragelseslejre. Hele landet skal laves om til én stor
sundhedskaserne.
Forbudskommissionen gør et stort nummer ud af igen og igen, at
påstå, at rygerne er ressourcesvage og primært befinder sig i de
laveste sociale samfundslag. Allerede i dagene efter rapporten
blev offentliggjort, kunne man læse på avisernes spisesedler, at
rygere er i færd med, at blive udstødt fra arbejdsmarkedet.
Således bliver rapportens nedgørende påstande om rygere til
selvopfyldende profetier. Ganske almindelige mennesker, der
fredsommeligt lever deres liv og passer deres arbejde, bliver
pludselig udstødte af arbejdsmarkedet direkte inspireret og
iscenesat af forbudskommissionen.
Vores konklusion:
Hele rapporten er et fuldkomment nidkært embedsmandsværk af
kvælende reguleringer og virkningsløse forbud. Hvis befalingerne
gennemføres, vil det blot føre til et ekstremt bureaukrati og
producere 1.500.000 kriminelle rygere. Der ud over vil
befalingerne ødelægge borgernes liv, livsglæde og fredelige
sameksistens.
Danmarks Rygerforening, den 28. april 2009.